Kontakt

Det falske købstadsjubilæum

Frederikssund Avis bragte den 28. april historien om det 'falske' købstadsjublilæum tilbage i 1965. Tekst og foto af Martine Bentsen.

Poststempel 300-års købstadsjubilæum

I år fejrer Frederikssund 200 års købstadsjubilæum, men i 1965 fejrede byen 300 års købstadsjubilæum! Forvirret?

Hvornår kan man egentlig kalde noget for et jubilæum? Hvad skal der til? Og hvem bestemmer?

Historien om Frederikssunds 300 års købstadsjubilæum, der blev fejret i 1965, er også historien om et jubilæum der egentlig ikke var et jubilæum, eller var det?.

Poststempel
Historien blev hevet op fra gemmerne da en Frederikssund-borger pludselig stod på redaktionen med en gammel konvolut mærket med Frederikssund Købstad 300 år og poststemplet med Frederikssund Købstad 1665 til 1965.

I år fejrer Frederikssund 200 års købstadsjubilæum, så hvordan hænger det lige sammen? Museumsassistent på egnsmuseet Færgegården Uffe Mühldorff forklarer:

– I 1965 fejrede man Frederikssunds 300-års købstadsjubilæum, men det var det egentlig ikke. Man ville gerne fejre et jubilæum, og man sendte en anmodning til indenrigsministeriet, og svaret der kom tilbage, var at 1665 stort set var det eneste år man ikke kunne fejre noget, men da byen fik svaret, var man så langt med de festlige forberedelser, så man gennemførte festen. Kendsgerninger skulle ikke komme i vejen for en god fest, siger Uffe Mühldorff.

Hvad var kendsgerningerne?
Frederikssunds historie begynder i 1630 da en gruppe Slangerup-borgere anlægger et sted ved Roskilde Fjord hvor skibene kan lægge til. Dengang var transporten ikke verdens bedste på land, så Slangerup, der lå et stykke fra vandet, ville gerne have forbindelse over fjorden.

– På Ude Sundby Overdrev anlagde man derfor en losse- og ladeplads til skibe. Dengang var der ikke tænkt på at der skulle være en større by eller noget som helst andet. Men en dag fik man alligevel den tanke: hvorfor køre det hele til Slangerup, hvorfor ikke bare bygge en by her ved pladsen? Efterhånden opstår der et lille bysamfund, og i 1650 indfører man stempelafgiften.

– Da et stykke jord skal tinglyses, opkalder man det efter den nye kong Frederik den tredje og kalder jorden for Frederikssund. Næsten samtidig får man toldstedsrettigheder, og det er det årstal som man fejrerede i 1965.

– Men altså byen ved fjorden bliver en tvillingeby med Slangerup, og Frederikssund hører dengang naturligt ind under Slangerup, som er en købsstad. Frederikssund havde ikke eksisteret, hvis det ikke var for Slangerup. Skæbnen vil at Slangerup gennem tiderne er ramt af utallige brande og har svært ved at komme tilbage på fode, og det kommer Frederikssund ubevidst til at lukrere på, fordi der for det første er færre brande på grund af at man bygger de nye huse med teglværkstage der ikke brænder så nemt som stråtag, og på den anden side fordi det bare er nemmere at bo tættere på fjorden.

– Frederikssund by udvider sig langsomt på Ude Sundbys bekostning, og da der i 1808 igen er en stor brand Slangerup, er byen efterhånden i stor knibe. Det hele ender med at Slangerup nedlægges som købsstad (bliver i stedet landsby), og at Frederikssund i stedet oprettes som købstad. Det sker den 16. maj 1809. Så derfor er Frederikssund på mange måder en købstad i kraft af Slangerup.

Ifølge Uffe Mühldorff overvejde man i 1909 at holde 100 års jubilæum, men man droppede det fordi man dengang stødte ind i netop den problematik om hvad der var historisk korrekt.

Nyheder

Kalender

Der er ingen kommende arrangementer

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Nyheder/Falsk-købstadsjubilæum