Kontakt

Sidste frist for tilmelding til paraden

Som en væsentlig del af den store byfest i Frederikssund lørdag den 16. maj i anledning af byens 200-års købstadsjubilæum afholdes fra kl. 12 en stor parade.

Der er allerede mange grupper tilmeldt, men der er stadig plads til flere. Af hensyn til planlægningen er det imidlertid nødvendigt at indføre en sidste tilmeldingsfrist. Den er nu fastlagt til mandag den 4. maj.

Paraden
Med fuld musik og i spidsen for paraden går selvfølgelig Frederikssund Street Band (indtil for nylig Jægerspris Garden). Bandet opfordrer alle gamle gardere fra Frederikssund og Jægerspris til at møde op og støtte op om det ny StreetBand ved at give det følgeskab i paraden gennem byens gader.

Frederikssund Street Band logo 

De tilmeldte indtil nu er (nævnt i tilfældig rækkefølge) Aerobicgården, Skjalm Hvide Hotel, Silverstar Linedancers, Gigtforeningens Frederikssund, Europa Festival Frederikssund, Borger- og Fugleskydningsselskabet, Venstres Vælgerforening, Frederikssund og Omegns Folkedansere, Hjemmeværnet med en fanekommando, Frederikssund-Halsnæs Brand- og Redningsberedskab, Brydeklubben Viking, Det Radikale Venstres Vælgerforening, Snake City Jazzfestival, Frederikssund Uni-Cyklister, ballonflyverne Toni og Kai Paamand, Frederikssund Vikingespil, Dancestudio M, Kvindelige Marineres Musikkorps, Søværnets Tamburkorps, KFUM Spejderne, Frederikssund Marineforening, De Grønne Pigespejdere, veteranbiler, Frederikssund Svendeforening, Cykel Klubben Viking, De Danske Forsvarsbrødre for Frederikssund og Omegn, seniorcyklister fra Ældrecentret Lundebjerggård, Ottende Regiments Musikkorps, Jørlunde Skytteforening, Gardehusarforeningen for Frederikssund og Omegn...

Paraden foregår med udgangspunkt og opmarch på Cirkuspladsen på Kalvøen. Det er også her paraden slutter. Ruten går ad Kalvøvej, Bruhnsvej, Havnegade, Østergade, Jernbanegade (gågaden), Nygade og Kalvøvej.

Politihjemmeværnets Frederkssund-kompagni har påtaget sig den store opgave det er at afvikle paraden. Herunder også den nødvendige trafikregulering på gaderne og tilkørselsvejene medens paraden passerer gennem byen.

Tilmelding
Der er fortsat plads i paraden til alle aktive grupper, foreninger og arbejdspladser m.m. som her får lejlighed til dels at gøre opmærksom på sig selv og dels give deres spektakulære bidrag til fejringen af jubilæet. TILMELDING

Der er flere der stadig forbereder deres deltagelse, men som endnu ikke har meldt sig til. De skal nu skynde sig.

Alle tilmeldte får i uge 19 besked via deres kontaktperson om hvordan de skal forholde sig, mødetid og -sted og ikke mindst et deltagernummer som bliver det der styrer afviklingen af paraden.

Nyheder

Kalender

Der er ingen kommende arrangementer

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Nyheder/Sidste-frist-til-paraden